Julekort 2007


Kære familie og venner

Nu hvor julen står for døren, har vi igen den glæde at kunne berette omkring familiens oplevelser i året, der er gået.

Claus arbejder stadig som IT-systemadministrator ved Lemvig Kommune. Derudover bruger han en del tid på at synge. Han er stadig kirkesanger i 3 kirker og så synger han i ”Callunakoret” hver tirsdag aften. Koret er kun 1½ år gammelt og i år har de allerede haft 4 koncerter. Det er ret flot at man i et samfund med kun 900 indbyggere kan have 2 kor med tilsammen omkring 100 medlemmer.
Claus er helt stoppet med det politiske arbejde og i november valgte han at lukke sit firma ”Hellesøe Data”. Med 2 jobs ved siden af var der ikke tid til at drive det, hvis der også skulle være tid til at være sammen med familien.

Benthe har brugt det meste af året på at færdiggøre sin uddannelse som ”Professionsbachelor i tekstile fag og formidling”. Den 13. december bestod hun den afsluttende bacheloreksamen med et flot 10 tal (efter den nye karakterskala). Bacheloren bestod bl.a. i at designe og væve en hvid stola, som præsten skal have på ved gudstjenesten i Rønbjerg kirke. Lidt tid til andet blev det dog til: Om tirsdagen går hun til gymnastik i den lokale hal og hver onsdag har vi voksne den fornøjelse at være spejderledere sammen for en flok børn fra 3. og 4. klasse. Mette er normalt med til mødet og nogen gange har vi også drengene med.

Jakob går nu i 5. klasse. Efter at hans tidligere lærer er gået på efterløn, har han fået en ny klasselærer. En erfaren kvinde som virker til at have styr på dem, selvom de har en del samlæste timer med 4. klasse. Efter sommerferien er han rykket op, så han nu er rigtig spejder. De har planer om at skulle på en stor lejr i Norge til sommer, så det glæder han sig rigtig til. Indtil da hjælpes spejderne med at sælge forskellige ting, så de kan gøre turen lidt billigere. Han spiller også indendørs fodbold.

Anders går i 1. klasse og har også fået ny klasselærer. Ved spejderne er han efter sommerferien startet som Bæver sammen med sin bedste ven. Anders er så meget ovre sin sygdom, at vi nu kun er til kontrol i Skejby hver anden måned. Her ser det ud til, at alt er, som det skal være, så det glæder vi os selvfølgelig over. Far og Anders synes det er hyggeligt at tage af sted og når de kommer hjem, fortæller de om klovnen Angus, gaven Anders fik for blodprøven og kendte mennesker de skal hilse fra.
Vi har i år med glæde deltaget i et par af forældreforeningens arrangementer. Dagen inden åbningen, var vi i Legoland og i november var vi til juletræsfest.

I maj startede Mette i Børnehave i Rønbjerg. Det glædede os meget, da kommunen først mente, at hun skulle i børnehave i Skive. Mette er glad for at være i børnehaven og leger godt med de andre børn. Hun er blevet en selvstændig pige, som efterhånden kan og gerne vil mange ting selv. Hun vil gerne gøre de samme ting som hendes brødre.

Vi startede sommerferien med en 4 dages spejderlejr med de børn vi var ledere for. Imens var Mette og Anders ved mormor og morfar. Det var glædeligt at Morfar var blevet færdig med hans sommerhus, så vi kunne holde sommerferie deri efter spejderlejren. Vi havde 2 gode uger i huset, hvor vi hyggede os sammen med morfar og mormor. Også var der jo lige Jakobs fødselsdag som blev fejret med den nærmeste familie og vores venner Bettina og Claus.

 

Til slut vil vi ønske alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

Med venlig julehilsen
Benthe, Claus, Jakob, Anders og Mette Hellesøe